Hvad enten du er til skiferie i Østrig, storbyferie i Paris, safari i Afrika eller solferie i Thailand, er det vigtigt, at du sørger for, at din rejseforsikring er i orden. Hvis du bliver syg på din rejse og står uden rejseforsikring, skal du nemlig betale alle omkostningerne af egen lomme. Nedenfor guider vi dig igennem rejseforsikringsjunglen. På den måde kan du blive klogere på, hvordan du skal forholde dig til denne type forsikring.
I denne artikel ser vi bort fra det blå sygesikringskort, der dækker, hvis du rejser i et EU-land. Du kan læse om det blå sygesikringskort – og meget andet – i artiklen Rejseforsikring.
En rejseforsikring dækker som udgangspunkt kun sygdom og akut tilskadekomst. Herunder hører selve behandlingen og ofte også den akutte hjemtransport. Der findes mange muligheder for rejseforsikring. Du kan eksempelvis tegne en årsrejseforsikring, der gælder året rundt – dog kun til rejser, der varer i maksimalt 30 dage. Du kan også vælge at tegne en almindelig rejseforsikring, der kun dækker i præcist det antal dage, du skal være afsted. Hvis du vælger den sidste løsning, skal du være opmærksom på, at du ved hver ny rejse skal huske at tegne en ny forsikring.
Du kan også vælge af tegne en udvidet rejsedækning. Du kan eksempelvis inkludere dækning ved skisport, transportforsinkelse, overfald eller lignende. Du kan også vælge at tegne en afbestillingsforsikring, hvis du gerne vil være forsikret, hvis du bliver nødt til at aflyse den planlagte ferie på grund af alvorlig sygdom eller lignende. Herudover bør du tegne en udvidet rejseforsikring, hvis din rejse varer i mere end 30 dage, da du hos de fleste rejseselskaber kun er dækket i op til 30 dage med en almindelig rejseforsikring.
Hvad dækker en rejseforsikring ikke?
Overordnet dækker en rejseforsikring ikke, hvis:
- Du afbestiller din rejse på grund af graviditet.
- Du bestemmer dig for ikke at tage ud at rejse, fordi det ikke passer ind i dine planer alligevel.
- Du er på bilferie og får stjålet dine ejendele, fordi de ligger synligt fremme i bilen.
- Du selv taber dine værdigenstande eller lignende.
- Dit fly forsinkes på grund af strejke.
- Du rejser til et land, som udenrigsministeriet har frarådt at rejse til.
Hvad koster en rejseforsikring?
Prisen på rejseforsikringer er meget afhængig af, hvilket selskab du vælger. Ofte kan det godt betale sig at undersøge markedet for priser, inden du investerer i en rejseforsikring. Her er det meget vigtigt, at du sikrer dig, at en billig forsikring passer til de dækningskrav, du har. Det kan nemlig blive en meget dyr affære, hvis din forsikring ikke dækker, da du i så fald bliver nødt til selv at betale alle udgifterne – præcist som hvis du overhovedet ingen forsikring havde.
Er du studerende?
Hvis du er studerende, har du ofte mulighed for at tegne billige forsikringer. Dette gælder også rejseforsikringer, og du kan derfor spare mange penge ved at undersøge, hvordan dine muligheder ser ud. Du kan blive klogere herpå i artiklen Studieforsikringer – forsikring også på SU.
Hvis uheldet er ude…
Hvis du er så uheldig at komme ud for en alvorlig sygdom på din rejse, bør du først og fremmest kontakte den lokale læge eller det lokale hospital. Forhør dig herom i hotellets reception. Hos lægen eller på hospitalet modtager du behandlingen, lægger selv ud herfor og søger så om erstatning, når du kommer hjem. Nogle forsikringsselskaber har i den forbindelse samarbejde med flere hospitaler og læger verden over. Det betyder, at regningen bliver betalt direkte, og at du slipper for at lægge ud og søge erstatning, når du kommer hjem. Undersøg derfor på forhånd, hvordan proceduren er hos netop dit forsikringsselskab.
Skriv et svar